På denne side kan man stille alskens spørgsmål til præsten vedrørende kirken - det være sig teologiske spørgsmål eller spørgsmål omkring biblen, igangværende debatter, praktiske forhold og meget mere.

Spørgsmål der rettes til præsten her på denne side vil blive offentliggjort på hjemmesiden sammen med præstens svar.

Spørgekassen på hjemmesiden udelukker ikke, at præsten altid er parat til komme og besøge dig for en dybere samtale. Du er også altid velkommen i præstegården. Du kan komme uanmeldt. Men du er også velkommen til at kontakte præsten på tlf. 46492117 eller e-mail pjs@km.dk. Præsten er også på facebook, som du kan bruge til at sende en besked. Kontakt via sms er også muligt. Brug tlf nummeret 40624482.

Stil dit spørgsmål via blanketten som du kommer til ved at klikke her

SPØRGSMÅL: SVAR:

Min datter skal konfirmeres i 2019, og har hørt lidt forskellige datoer til den tid. Ved godt der er lang tid til, men hvis man skal finde lokaler osv., kunne det være rart at vide datoen
De bedste hilsner, Marian

De, der begyndte i a-klassen: sidste søndag i april
De, der begyndte i b-klassen første søndag i maj  

Poul Joachim Stender

Hej! Vi er nogen der ikke er helt enige.. Ang. Hvis man er gudmor, og hvis der sker forældrene noget? Lad os sige jeg er gudmor til min søster´s 3 børn (de er heldigvis så stor, så de selv kan bestemme) og min søster og hendes mand er skilt, hvis der så skulle ske min søster og hendes tidligere mand noget, vil jeg så ikke stå før hendes tidligere mands søskende, eller har det slet ikke noget og sige, at man er gudmor.. Andet end man skal opvokse dem i den kristne tro, men det kan de fleste jo gøre? el. bliver man spurgt først som gudmor?

mvh Lone

(Stillet 4-4-17)

Kære Lone. At være gudmor eller gudfar eller fadder handler ikke om, hvem der skal overtage barnet, hvis forældrene dør.  De borgerlige myndigheder vil slet ikke se på, hvem der er indskrevet som gudforældre og faddere. Det drejer sig om noget helt andet. Nemlig at gudforældre og faddere lover at tage sig af barnets åndelige liv, hvis forældrene på grund af dødsfald ikke kan. Det vil sige, at de fortæller barnet om kristendommen, går i kirke sammen med det og er en god åndelig mentor på det kristelige område. Og så naturligvis altid være den person, der kæmper for at barnet på alle måder har gode kår. Hvis forældrene har ønske om at en bestemt person skal tage sig af deres barn, hvis de skulle dø inden barnet er voksent, skal de sørge for at nedskrive hvem denne person er og lægge papiret sammen med andre personlige papirer, så de efterladte kan finde det.  

Bedste hilsener
Poul Joachim Stender

Konfirmation - er der regler: Min søn skal konfirmeres i 2018. Vi bor i Kirke Saaby sogn, men han går i skole i Tølløse. Vi vil gerne vide hvad mulighederne er. 1) Hvis han vælger at blive konfirmeret i Kirke Saaby hvor skal han så gå til forberedelse, 2) Hvis han vælger at blive konfirmeret i Tølløse, skal man så søge om det eller hvad gør man.
Far til en søn der alt for hurtigt er blevet stor.
Er der regler for forberedelse og for konfirmation - hvis der er hvor finder jeg dem så

(Stillet d. 18-3-17)

Kære far til søn, der er blevet alt for stor  
Det er sådan at jeres søn sagtens kan blive konfirmeret i Kirke Saaby kirke selv om han går på en af skolerne i Tølløse. Da præsterne i Tølløse har mange konfirmander, henviser de konfirmander fra andre sogne end Tølløse til konfirmandens eget sogn. Derfor skal jeres søn følge undervisningen hos mig. Hvornår denne undervisning begynder og hvornår konfirmanderne skal indskrives til undervisningen, kan læses på hjemmesiden og i kirkebladet i juli-august måned.  
Hvis din søn har et stort ønske om at blive konfirmeret i Tølløse, så tag en snak med præsterne i Tølløse og hør hvad de mener.  

Bedste hilsener fra en far med tre sønner, som også alle tre er blevet alt for hurtigt store

Min forlovede og jeg skal giftes til sommer i Tunesien og siden han er muslim har vi valgt at blive viet af en imam og derefter på rådhuset. Jeg har forstået det sådan at en imam giver os begge velsignelse fra Gud til at være sammen. Men har Islam og Kristendom den samme Gud? Og hvad siger islam og kristendommen angående kærlighed og er der nogle ligheder? Jeg er bange for at jeg mister en del af min religion hvis jeg bliver viet af en imam, men får jeg stadig guds velsignelse? Og er denne form for ægteskab fokuseret på begge religioner? Jeg håber virkelig at høre fra dig. På forhånd tusind tak :)

(Stillet d. 23-4-16)

Tillykke med at du fundet dit livs kærlighed. Jeg ønsker jer et lykkeligt og smukt ægteskab. Islam og kristendommen er ikke det samme. Og det er heller ikke den samme gud vi tror på. I kristendommen er Jesus Kristus Guds søn. Han er vor Gud. I islam er Jesus kun en profet.  Der er også en masse andre væsentlige forskellige mellem islam og kristendommen. Bl.a. har vi i kristendommen  Helligånden, der hele tiden er med til, at vi fortolker biblen ud fra den tid vi lever i.  

Du kan sagtens blive viet af en iman og så fastholde din kristne tro. Det håber jeg du vil og at din kommende mand vi acceptere, at du har en anden tro end ham. Jeg kender mange ægteskaber, hvor det fungerer. Og jeg er 100 procent sikker på, at du har Jesus Kristus velsignelse. Den fik du nemlig da du blev døbt. Den kan ingen tage fra dig. Den vil også være med dig under dit bryllup i Tunesien. For da du blev døbt fik du tegnet et kors for din pande og for dit bryst. Og det kors vil stå foran dig, når imamen vier jer.  

Jeg skal over i min kirke om lidt og vil tænde et lys i vor lysglobe for at I får et lykkeligt ægteskab. Men også for at du har mod og viljestyrke til fastholde den kristne tro og være stolt af din egen kristne, skandinaviske baggrund.  

Mange venlige hilsener Poul Joachim Stender

Der er en passage i bibelen der undre mig meget og som jeg meget gerne vil ha uddybet. Der står i 1. Mosebog stk. 26 citat: Gud sagde "Lad OS skabe mennesker i VORT billede så de ligner OS " Hvorfor taler Gud i flertal og hvad menes der med OS?
Venligst Lise Trier

(stillet d. 11-3-16)

Der er højst sandsynligt tale om pluralis majestatis - Dronningen siger:  Vi synes -  og Skaberguden siger: Vi vil skabe et menneske i vort billede. Muligvis er der andre tolkninger. Men det forekommer mig mest indlysende eftersom både jødedom og kristendom er en monoteistisk religion. Vi tror kun på en Gud. Det er et hurtigt svar

Mvh Poul Joachim Stender

Jeg er ikke døbt og ikke konfirmeret, men jeg kunne godt tænke mig at være kristen. Jeg læser i biblen hver dag, er i gang med at lære bordbøn, fadervor og trosbekendelsen, men problemet er, at jeg ikke rigtig turde fortælle mine forældre om det. Er det okay at vente med at blive døbt til jeg bliver voksen? Og er jeg så ikke kristen indtil da, selvom jeg tror på Gud af hele mit hjerte?
Andrea

(stillet d. 17-1-16)

Kære Andrea Tak for din henvendelse. det rører mig dybt at du gerne vil være kristen og at du læser i biblen og beder bordbøn. Jeg er sikker på, at Gud lytter til dig, fordi du lytter så meget til ham. Det ville være meget smukt, hvis du kunne blive døbt så snart som muligt. Men det er dine forældre der bestemmer over dig indtil du er voksen nok til selv at tage beslutningen. Men måske skulle du snakke med dine forældre om dit ønske om at blive døbt og forklare dem, hvorfor du gerne gennem dåben vil blive et kristent menneske. Gad vide om de ike vil forstå dig? Men der er ingen tvivl om at dit hjerte er kristent – og at dåben altid vil stå parat til dig. Må Gud være med dig.  

Bedste hilsener Poul Joachim Stender

Hej Jeg har i en alder af 32 år erkendt at Jesus er min frelser. Jeg lever i et godt etableret forhold, med en kvinde jeg med tiden skal giftes med. Mit spørgsmål er derfor om det er tilgiveligt at vi dyrker sex før ægteskabet(hvilket vi gør). Skal lige siges at vi økonomisk ikke har midler til at gifte os i øjeblikket. Er i en proces med at erkende mine synder og anerkender dette som en af dem.

(stillet d. 2-11-2015)

Sig tak til Gud for det sexliv du har med den kvinde du elsker. Sex er ikke bare fysisk. Sex er også spirituelt. Du rækker med dit erotiske liv efter den kvinde du holder af. Med sexlivet er det ligesom med livet. Den der gemmer til natten, gemmer til skatten. Hvem siger at I lever næste år. Det er nu I skal elske og elske med hinanden. Når mange amerikanske piger i dag aflægger et kyskhedsløfte om ikke at have sex, før præsten har viet dem til en mand, gør de det ud fra et bibelsk forlæg, som er meget tvivlsomt. I biblens mest erotiske skrift, Højsangen, er de to elskende ikke gift. Og ikke på et eneste tidspunkt bliver deres sexliv fordømt. Mange andre bibelske personer udfolder sig også seksuelt uden hverken at være gift eller blive fordømt for deres seksuelle aktiviteter. Om alt dette kan du læse mere i bog ”Med Gud i sengen” som er udkommet på Unitas forlag

Har du slet ikke fulgt med i debatten omkring foie gras?? Meget usmageligt at man som præst anbefaler at spise "lidt" foie gras. Er du slet ikke bekendt med de store lidelser, gæssene udsættes for ??? Og det store arbejde, der gøres, for at stoppe produktionen af denne postej!!

Inger Enemark
(stillet d. 12-5-15)

Jo, jeg har fulgt med i debatten. Og du har ret. Jeg prøver derfor også at begrænse mit forbrug voldsomt selv om jeg ikke synes, der er noget der smager bedre. Men kræfterne skulle først og fremmest sættes ind overfor den måde kyllinger produceres på. Ville nogle skrive til mig, som du har gjort lige nu, hvis jeg havde skrevet at jeg elskede billig kyllingesteg? De fleste kyllinger er fortsat produceret under forfærdelige forhold som ikke står tilbage for den måde ænder og gæs tvangsfodres på for at kunne få en god foi gras.

Jeg har tit læst årstallet 1772 på kirken, når jeg kører forbi. Jeg satte mig for at finde ud af, hvad der skete der, siden årstallet er sat på kirken. Det er sikkert en renovation af bygningerne, men jeg kan ikke finde det nogen steder på nettet. Det var i øvrigt året efter, man begyndte at skrive kirkebøger i Kirke Såby. Kender du årsagen. På forhånd tak.

Med venlig hilsen Aase Frimodt Jensen
(Stilet d. 13-4-15)

Kære Aase  

Du har fuldstændig ret. Årstallet 1772 stammer fra en renovering udført af Johan Bartholin Eichel, hvis initialer nu kan se på kirkens langside. Mange lader sig vildlede af dette årstal og udbryder: nej, hvor er kirken gammel. Herefter kan jeg så gøre kirken endnu ældre ved at sige, at den formodentlig stammer fra omkring 1125. Tak for oplysningen med kirkebøgerne  

Mvh Poul Joachim Stender

Hej Poul Vi. Skal til konfirmandindskrivning søndag d.24/8, skal vi  være med til gudstjeneste eller skal vi komme efter. Mange hilsner
(stillet 14-8-14)

I skal naturligvis være med til gudstjenesten! Gudstjenesten er optakt til konfirmandundervisningen På gensyn

Hej Poul,
kan du oplyse mig Saaby kirkes datoer for konfirmationer i 2015?
Tak fra Sidse
(stillet 7-5-14)

Konfirmationerne ligger altid sidste søndag i april og første søndag i maj

 

Hej Poul.
Jeg har et vigtigt spørgsmål som jeg mangler et svar på.
Jeg er en 15-årig pige, som er vokset op i et kristen samfund. Jeg har altid gået i kirke, søndagsskole, og har altid troet på gud.
Mit forhold til mine bedsteforældre er lidt rodet, men det er egentlig først gået op for mig fornyligt.
Jeg har en farmor og farfar der ikke kan lide mig, en død morfar som elskede mig og en senil mormor der mistede alt da min morfar døde, og som slet ikke kan huske mig.
Så tænker jeg. Hvis Gud siger han elsker alle, og hvis Gud holder hånden over alle, og vil hjælpe alle - hvorfor gav han så min morfar hjernekræft? hvorfor skulle min morfar dø, den eneste af mine bedsteforældre der elskede mig, en mand som var god mod alle, og kun har gjort godt hele hans liv, hvorfor skulle han dø?
Siden dette skete er jeg begyndt at tvivle på Gud, og jeg leder efter et svar på hvorfor Gud han tog min morfar fra os.
Håber du kan hjælpe mig videre med mit spørgsmål. (stillet 29-7-13)



Kære anonym!

Jeg har det som dig. 
Jeg fatter ofte ikke, hvad Gud har gang i.  Ligesom dig kan jeg både blive vred og ærgerlig på Gud.  Men når jeg bliver det, forsøger jeg at vende mine spørgsmål om. I stedet for at du råber til Vorherre, hvorfor han tog din morfar fra dig, kan du også råbe til ham, hvorfor du var så heldig, at han gav dig din morfar. Det lader til at han har  gjort en masse godt for dig, som døden ikke kan tage fra dig. Din morfar er med i meget mere af det du siger og gør end du regner med. Jeg leder også efter svar. Måske får vi først de svar vi gerne vil have, når vi står ansigt til ansigt med Gud. I øjeblikket er der ikke svar på, hvorfor dem vi elsker, skal tages fra os. Men der er heller ikke svar på, hvorfor vi er så heldige at møde kærligheden. F.eks. i en kærlig morfar, der var med til at gøre ens liv smukkere og større. Jeg håber, du må lære at leve med alle de ubesvarede spørgsmål, der altid vil følge os alle. Gud skal nok tage sig af din morfar. Det vigtige er at du gennem din tro, dine venner, dem du elsker, det din morfar gav dig, vil nyde dit liv. Det vil glæde din morfar.

Bedste hilsener Poul Joachim Præst

Hej Poul.
Jeg vil gerne spørge, om det kan forenes med den kristne tro, at man er organdonor? Umiddelbart mener jeg ikke, at det kan, men jeg er meget i tvivl.
Venlig hilsen
Helle Lundø Jensen (stillet 14-3-13)

Kære Helle
Selvfølgelig kan det forenes med den kristne tro. Vi har vore organer til låns. Tanken om, at vi selv efter vor død, kan være næstekærlige, er meget opløftende. Men det er vigtigt at tale med sine nærmeste om, at man er parat til at afgive et organ eller flere. Hvis man pludselig dør og lægerne fortæller familien, at den døde har ønsket at afgive en lunge eller et andet organ, kan det være svært at acceptere for familien. Når Gud kan opvække de døde af aske, kan han også opvække de døde der mangler lunger, hjerte, nyrer.
Mvh Poul Joachim


Kære Poul Joachim
Jeg skal til et privat diskussionsmøde med emnet: Danskerne har ondt i forplantningen.(Hvad er årsagen) Du har vist holdt en frugtbarhedsgudstjeneste med en sexolog. Har du en henvisning om emnet: Kvindernes stigende alder for det første barn, mændenes ringere sædkvalitet. Skal man politisk søge at ændre prioriteringen for at opretholde tilvæksten i befolkningen?
Dine initiativer til debatten er meget spændende. Masser af hilsner (stillet 7-3-13)
 

Vedr. fertiliteten er der nogle ting der optager mig.

1) vor manglende evne til at give os livet i vold, løbe chancer, vove. Flere og flere vil have styr på økonomien, karrieren, livet, alt ting før de før børn. Men hvem siger de kan få børnene, når de beslutter sig for det? Frugtbarhed kan ikke sættes ind på en konto og hæves når det passer en. Hver undfangelse, hver fødsel, hvert barn er et mirakel.

2) vor manglende evne til at se ud over vor egen næsetip. Det er selvfølgelig et privat anliggende om man vil have børn eller ej. Men samtidig er det også en slags pligt at få børn. Børnene skal være med til at bevare vort samfund og hjælpe den ældre generation. I dag handler alt om vor lyst. Har vi lyst til at være gode? Har vi lyst til at hjælpe hinanden? Hvis vi ikke har lyst, gør vi det ikke. Men der er også noget der hedder pligt. Der er ting i tilværelsen vi må gøre for at hjælpe hinanden. Det er at få børn handler bestemt også om næstekærlighed.

Bedste hilsener - Poul Joachim

Hej jeg ved ikke om du kan hjælpe/råde,men det er nogle tanker jeg har tumlet meget med den seneste tid.
Jeg er enlig mor til 3 og har været gift et par gange,men det har intet med det at gøre,jeg tror man skal være katolik for at få svar,men nu prøver jeg. Jeg er 49 og ved jeg er ond og jeg er træt af det.
Jeg vil så gerne lave mit liv om men jeg ikke ved ikke hvordan,og nogle gange når jeg snakker og tænker på gud er det jeg tænker man kan jo heller ikke bare be om hjælp uden at give igen.
Jeg har ingen venner,for efter et stykke tid sørger jeg for at blive uvenner med dem og jeg ved ikke hvorfor jeg gør det.
Ved godt mit brev måske ikke er uddybende nok men hvor kan man gå hen? Var man katolik kunne man gå i skriftestolen og være ærlig og uden at se på hinanden, men vide at der er en der lytter.
venligst bettina (stillet 21-2-2013)

Kære Bettina
Jeg mærker i hvert ord din fortvivlelse og smerte. Og så mærker jeg også noget andet. Din brændende længsel efter at ville noget nyt med dit liv. Alene af den grund må du ikke stemple dig selv som ond. Hvis du var ond ville du jo ikke noget smukt med noget som helst. Du har, ligesom alle os andre, både det onde og gode i dig og den daglige kamp består i at få det gode til at dominere. Det er derfor så smukt, at du snakker med Gud om dine tanker og følelser. Vær ikke bange for at bede om alt det du længes efter. Ved at bede giver du Gud din tillid. Med andre ord. Du giver ham meget i bønnen.

Du skriver, at du hurtigt bliver vred på din venner og derfor er venneløs. Men hvorfor bliver du vred? Tager du selv for højtideligt? Irriterer vennerne dig? Vi er tilbøjelige til altid at lægge mærke til hos andre mennesker, hvad der adskiller dem fra os selv. Men det er en god øvelse at tænke på, at de slås med det samme som en selv. De længes også efter kærlighed, ømhed, accept. De kæmper også med deres problemer og fiaskoer. De er ligeså svage og stærke, onde og gode som man selv er.

Og så en ting til. Se på hvad du har og ikke på hvad du ikke. Du har tre levende børn, dit eget hjerte banker i dig, du er i live, du kan tænke, handle, føle. Du har meget at være taknemmelig for og kan du se hvad du har får du også kræfter til at slås for det du ikke har. I min kirke står en lysglobe. Jeg vil i dag tænde et lys for dig som en bøn til Gud om at det må gå dig godt.

Poul Joachim Stender

Hej. Jeg har en dreng der skal konfirmeres i 2014, men han går ikke på Såby skole. Hvornår starter konfirmationsforberedelse i 2013? Og hvilke datoer kan han blive konfirmeret i 2014? Jeg spørger på vegne af alle os forældre til specielle børn. Kærlig hilsen Carina (Stillet d. 5-1-13)

Kære Carina - Konfirmationerne ligger i 2014 den sidste søndag i april for 7 A og den første søndag i maj for 7 B
Konfirmationsundervisningen begynder i august
I kirkebladet, der udkommer i juni, vil datoen bliver offentliggjort. Den vil også komme til at stå på vor hjemmeside.
Der vil blive en dag i august, hvor konfirmanderne bliver indskrevet og jeg holder møde om undervisningen og konfirmationerne.
Glæder mig til at møde de nye konfirmander.
Mange venlige hilsener Poul

Hej Poul Joachim. Er der ikke mini-konfirmand i år? Min datter går i 3.klasse, men fastholder, at hun ikke har hørt noget om, at der skulle vææ¦re minikonfirmand. Er det rigtigt? Mange hilsner fra Elin
(Stillet d. 17-11-12)

Kære Elin -  Vor minikonfirmandlærer er på barsel. Men vi får ny lærer 1. februar og forventer at minikonfirmanderne kan begynder i marts
Bedste hilsener
Poul Joachim Stender
Lige et praktisk spørgsmål vedr. bryllup. Er det tilladt, at kaste med ris udenfor kirken efter vielsen? Jeg har ikke kunnet finde svar på dette nogen steder. Vi glæder os til på lørdag, når Kenneth og Michele skal giftes. Med venlig hilsen Ulla Ja- ved bryllupper må der gerne kastes med ris udenfor kirken. Ris skader, har vi fået oplyst, ikke fuglene
Hvorfor skal flaget til tops når man flager på halv Flaget skal til tops før det går på halv, for at symbolisere, at det altid er glæden der skal have det sidste ord. Ved begravelser og bisættelser er flaget på halv indtil gudstjenesten er forbi. Så bliver flaget hejst helt op for at fortælle, at døden ikke får det sidste ord. Den døde er hos Gud og hos de sørgende skal sorgen blive til glæde.


 
Gudstjenester:
Gudstjenestetider
Læs udvalgte prædikener
Hvordan forløber en gudstjeneste
Gudstjenestens nadver
Kirkeåret
Fotografering
Klapsalver
Traktement i våbenhuset
Kirkebil
Arrangementer


Dåb og vielse:
Fødsel
Dåb
Vielse
Spørgsmål til præsten

Kontakt

Børn og unge

Fotogalleri

Links
Konfirmander
Konfirmander gennem tiderne
Guldkonfirmander 2012
Konfirmandindskrivning
Konfirmander 2017
Om kirkerne:
Menighedsrådet
Kirke Saaby Kirke
Film om Kirke Saaby kirke
Besøgstal i Kirke Saaby kirke
Kisserup kirke

Film om Kisserup kirke

Besøgstal i Kisserup kirke
 
Kirkegårdene:
Kirke Saaby Kirkegård
Pjece om Kirke Saaby kirkegård - 2017
Kirkegårdsvedtægt
Tillæg til kirkegårdsvedtægt
Pjece om urnegrav i blomsteranlæg
Kisserup Kirkegård
Pjece om Kisserup kirkegård - 2015
Kirkegårdsvedtægt
Tillæg til kirkegårdsvedtægt
Dødsfald
Begravelse/Bisættelse
Priser
           



Præstegården: Bogøvej 1, 4060 Kirke Saaby. tlf 46492117. E-mail
pjs@km.dk 
Kirke Saaby kirke: Placeret lige over for præstegården på Bogøvej - Kisserup kirke: Aggerupvej 13, Kisserup, 4330 Hvalsø