Kisserup kirke

 
Den bedste beskrivelse af Kisserup kirke findes i en folder der ligger i kirken skrevet af Paul Erik Svendsen. Nedenfor findes folderens tekst og tegninger.

De 2 søstre

Søstrene på Kisserup kirkegård - Alison Michells træfigurer

Her kan du læse historien om de 2 søstre som figurerne forestiller - klik.......

 

Om kirken og dens historie

Der er selvfølgelig foretaget mindre ændringer i tidens løb, som da der i 1925 blev tegnet en ny dør til våbenhuset, lidt bredere end den oprindelige, og den er blevet indsat i årene derefter. Der er da også sket en nymuring af våbenhuset på et tidspunkt.
Kik engang på tårnets glamhul, - åbningen foroven, hvor klokkernes klang kommer ud. Til hver side ser man to tilsvarende, - de er bare tilmurede. Det er nok sket i 1600-tallet eller måske sent i det 16' århundrede. Læg mærke til, at murstenene, der er brugt, er lidt mørkere end de oprindelige. Det kommer vi tilbage til senere.
Men det er jo blot småforandringer i disse 500 år. Generation efter generation efter generation har set det samme, når de er gået op til kirken her fra nordsiden, - tårnet, våbenhuset, kirkens skib.

Lad os nu gå tilbage til tiden omkring 1500, så sker der noget, for tårnet er væk. Vi ser kun et langhus, - kirkens skib - med det gamle hvidkalkede våbenhus, med østgavlen præcis som den er idag, og med en vestgavl, der lignede østgavlen. Vi ved det, for da tårnet blev bygget, murede man det op omkring gavlen. Vi kan stadigvæk se den oppe på tårnets mellemstokværk.
Går vi lidt længere tilbage i tiden til engang midt i 1400'rne, forsvinder den østligste del af skibet. Cirka syv meter fra østgavlen ser man en forsætning i murkronen, og lodret ned herfra er der ligesom en linie i murværket. Derfra og hen til vestgavlen, - hvor tårnets murværk nu slutter sig til skibets murværk med striber af kampesten - lå kirken dengang. Måske er våbenhuset også væk, - vi ved det ikke helt.
Og lidt tidligere i samme århundrede forsvinder den vestlige ende af kirkeskibet, - den del, der idag går fra våbenhusets vestvæg til tårnet.
Nu står vi så og ser på den oprindelige romanske kirke, bygget i kampesten, pudset og kalket, med et smalt vindue omtrent der, hvor våbenhusets østvæg befinder sig, og lige under murkronen - det kan stadigvæk ses oppe på kirkens loft -, og med en dør præcis hvor døren mellem våbenhus og kirkerum befinder sig i dag.
Murhøjden var den samme, men taget havde mindre hældning og var rejst med en lettere konstruktion, fordi det ikke var teglhængt som nu, men måske var tækket med bly eller snarere med træspån, som man ser på gamle vindmøller. Måske endda stråtækt, - hvem ved.
Og sådan har kirken formentlig set ud i et par hundrede år, indtil vi når tilbage til 11-1200-årene, da den blev opført.
Muligvis har den afløst en trækirke, - det var sådan kirkebyggeriet i Danmark begyndte - men vi ved det ikke, for der er ikke fundet spor efter en forgænger.
Og hvem byggede så denne første stenkirke?
Man har vidst, at en lang række kirker blev bygget af stormænd, - kalkmalerierne viser ofte et ægtepar, der overrækker en kirkebygning til Gud. Og arkæologerne er så begyndt at interessere sig for omgivelserne til de kirker, hvor der ikke foreligger skriftlige eller billedlige kilder, og i mangfoldige tilfælde har man afdækket fundamenter og andre rester af gårde, bygget i samme materiale som kirken og liggende så tæt ved, at de to må have hørt sammen. Det er for eksempel tilfældet med Rye kirke ikke så langt herfra.

Om Kisserup og Særløse kirker går der sagn om, at to søstre ikke undte hinanden at arve hinanden. Så de byggede hver sin kirke og endte med på det nærmeste at blive bragt til tiggerstaven, og så var målet jo for så vidt nået. Nu er sagn jo sagn, der ikke kan historisk bekræftes, men i ethvert sagn ligger der en kerne af virkeligheden.
Så med de arkæologiske teorier om, at de fleste landsbykirker oprindeligt blev bygget som gårdkirker og ikke kollektivt af den lokale befolkning, kunne man da forestille sig, at der virkelig har levet et søskendepar her på egnen, hver på sin store gård, der økonomisk formåede den kraftanstrengelse, det var at bygge en kirke. Det bliver muligvis aldrig bekræftet, men i teorien kan en gårdstomt fra tidlig middelalder da godt ligge gemt under parkeringspladsen.
Udover at storbonden og hans familie kan have været grebet af den nye tro, kan man ikke se bort fra at prestige har spillet ind, - kirkebyggeriet bredte sig som en steppebrand i 11-1200-årene - og muligvis har der også været et økonomisk aspekt i foretagendet. Omkring år 1100 blev tiende indført. En tredjedel til bispen, en tredjedel til præsten, en tredjedel til kirken.
Vi kender dog ikke navne på bygherrerne eller de senere ejere af Kisserup kirke indtil skriftlige kilder beretter, at den omkring 1630 hørte under Roskildegård, i 1673 blev solgt til rentemester Heinrich Müller på Skullerupholm, hvorunder den hørte, til den i 1756 blev overdraget til Ledreborg under J. L. Holstein for endelig i 1924 at overgå til selveje, - altså noget i retning af, at menigheden her i sognet ejer kirken.
Gå nu øst om kirken. I gavlen er på et tidspunkt, vi ikke kender, indmuret en gravplade over Birgitte Catharine Saabye, født 1773, gift med løjtnant Saabye i 1789, og allerede død i 1795.

Bygningens to østlige hjørner er muret af genbrugskvadre fra den oprindelige kirkes østhjørner.

Kom med over til kirkegårdshækken mod syd. Herfra ser man kirken i dens fulde længde, og denne side har ændret sig langt mere end nordsiden. Vi skal tilbage til før 1856, da tredje vindue fra øst blev indsat, og forestille os, at det nu er væk, ligesom vi kan fjerne vinduet i tårnmuren, der er indsat omtrent samtidigt.
Så skal vi tilbage til 1500'rne, hvor der er tre glamhuller i tårnet ligesom på nordsiden. Herfra hvor vi står kan man bare ikke se spor af de to yderste, men det kan man inde i tårnet oppe på klokkestokværket. Også det venter vi med at uddybe nærmere. Nu står vi altså og ser på en kirke med tre glamhuller i tårnet og tre vinduer i kirkens sydmur.
Omkring år 1500 er tårnet væk, - vi har et langhus med kamtakket øst- og vestgavl. I løbet af 1400'rne forsvinder koret, - de østligste syv meter og med dem det østligste vindue, så vi står med et langhus med to vinduer, - et ved østgavlen og et ved vestgavlen.
Lidt længere tilbage i tiden er vestforlængelsen med sit vindue væk, og samtidigt forsvinder det østlige vindue. Til gengæld er der omtrent midt i skibets mur et næsten to meter højt og 110 cm bredt romansk vindue.
Vest for det vindue og lige over for døren i nordsiden sidder syddøren, den mændene benyttede, mens kvinderne var henvist til den kolde nordside. Trappestenen kan anes endnu.

Det store romanske vindue toner imidlertid bort, når vi bevæger os tilbage i 1200-tallet, og så står vi altså igen med den første stenkirke, hvidkalket som nu, med et enkelt smalt, højtsiddende vindue lige overfor nordsidens vindue fra samme tid.
Hvis vi nu følger hækken til vi kommer til kirkegårdens sydvestlige hjørne, har vi et godt udsyn til kirkens sydside samt tårnets vestgavl med de to glamhuller og det fladbuede vindue fra dengang det blev bygget omkring år 1500.
Læg mærke til farven på tårnets mursten. Sydsidens og en del af vestgavlens mursten er mørkere end resten af gavlens sten, - og forøvrigt af samme farve som de sten, der blev brugt ved tilmuring af glamhullerne på nordsiden, som tidligere nævnt.
Sådan et sydvestligt hjørne er meget udsat for regn, og i lang, lang tid har kirken været plaget af fugt indvendigt, ikke mindst i tårnrummets sydvestlige hjørne, men ved renoveringen i 1990-92 blev der lagt dræn rundt om hele kirken, dækket af en smuk og stabil pigstensbelægning med fald væk fra muren. Samtidigt blev den nederste del af fugerne i tårnet kradset ud, - vandet bogstaveligt talt løb ud af tårnet - og fugerne stod åbne i meget lang tid for derpå at blive fuget med mørtel efter gamle forskrifter.
Ved samme renovering blev de løstsiddende dele af det udvendige pudslag på kirkeskibet samt tidligere reparationer med cementmørtel banket ned, og kirken blev pudset og kalket efter forskrift fra Nationalmuseet, så nu er der kommet hold på disse problemer.
Men problemer har der altid været ikke alene med fugt, men også med økonomi. Efter reformationen i 1536 faldt kirkernes indtægter drastisk, og flere steder forfaldt bygningerne - i Kirke Saaby sank det oprindelige dobbelttårn i grus, for nu at mindes salmen "Kirken den er et gammelt hus".
Så galt gik det ikke i Kisserup, men det har åbenbart været tæt på, for de mørkere mursten vidner om en omfattende reparation, muligvis i 1600-tallet - vi ved det ikke -, hvor man meget mod sædvane ikke har genbrugt de oprindelige sten. De har nok været forvitrede. Samtidigt blev så to af de tre glamhuller muret over på sydsiden, så de kun kan ses indefra, mens de to huller på nordsiden blev udfyldt, - og det var dem, vi for lidt siden kikkede på ovre fra kirkegårdslågen.
Gå nu videre rundt om kirken hen imod våbenhuset, og se undervejs på det smukke kirkegårdsanlæg med gravplads til urner og fællesgrave, som blev etableret ved den omfattende kirkegårdsomlægning i 1990. Læg også mærke til det nye graverhus fra 1989, der er opført i træ, men som ved sin form og farve og med sit tegltag falder smukt ind i omgivelserne.

Kirkegårdsmurene mod øst og nord blev restaureret og opbygget solidt i kampesten og cement i 1987 til 1989. Men der bliver ikke foreløbigt penge til at ordne de resterende to mure.
På vej ind i kirken går vi gennem våbenhuset, der efter renoveringen står meget rent og enkelt i sine lysgrå farver, med et nyt vindue til venstre og nye lampetter på højre væg, med en enkelt af de gamle bænke og med det nye inventar - knagerækken, installationsskabet og reolen - til erstatning for tidligere to brune bænke og et gammelt klædeskab og en trist knagerække.
Lad os gå indenfor og tage plads i stolestaderne ned mod vestenden, hvor orglet står, for at betragte kirken, som den ser ud idag. Et meget roligt rum med de lysende hvælv, den blå farvesætning, stolegavlenes enkle linier, der fører blikket op mod koret med dets renfærdige udseende. Vi så udefra, at kirken kun har vinduer i sydsiden. Det har jo nok sin forklaring i, at man ikke ville have kulde ind fra nord, men derimod gerne solvarme ind fra syd. Som en sidegevinst fik vi imidlertid lysfordelingen, - alt lys kommer fra den ene side, de sydvendte vægge, gjordbuer og hvælv står lysere end de nordvendte, - det gør det til et kontrastrigt rum, og med puds og kalk, der følger væggenes ujævnheder, bliver alt levende, - lyslevende.

 

 

Andre kirker er anderledes, - ikke to er ens. I Kirke Saaby vrimler det med liv fra de mange kalkmalerier, og de gør den til en dejlig glad kirke. Nogle kirker kan være fyldt med inventar, epitafier og andet godt, men i Kisserup kirke falder sindet til hvile på grund af denne rene enkelhed, som blev tilstræbt under renoveringen 1990-92.

Kirken skulle på grund af svampeangreb i træ- og murværk så godt som ribbes fuldstændigt. Orglet måtte naturligvis blive stående, - godt indpakket, men inventaret, trægulvet under stolestaderne, klinkerne i gangen, det elektriske varmeanlæg, - næsten alt blev flyttet ud af rummet. Pudset blev banket ned, Nationalmuseet fulgte med i, hvad der foregik, og kikkede på, hvad der kunne være af interesse. Og så skulle det hele bygges op igen, - pudsningen blev foretaget efter gamle forskrifter i et blandingsforhold, som eksperterne har måttet regne sig frem til, for sådan noget skrev man ikke ned, da kirken blev bygget, - det havde håndværkerne i hovedet. Men resultatet blev denne lysende, solfyldte farvetone, som hvælvinger og mure har fået under kalkningen.

I gulvene blev lagt lecablokke, nye kabler til elinstallationer blev nedlagt, inden klinkerne kom på plads, der blev lagt nyt trægulv i udvalgt, ovntørret fyr og med vanger og afsluttende bræt mod midtergang i eg, - det hele tilpas hævet, så fugtighed undgås. Prædikestolen, der havde været på Nationalmuseets værksted for at blive efterset og repareret en smule, kom på plads forsynet med en ny trappe, - stolestaderne blev opsat og varmeapparater monteret, degnestol og præstestol anbragt i tårnrummet, lysekronerne kom nypudsede tilbage fra gørtleren og blev genophængt, helt nye lampetter blev opsat i koret til erstatning for de gamle værkbrudne, det smukke gamle korbuekrucifiks blev genopsat på korets østvæg, knæfaldet foran altret fik det brune hestehårsbetræk udskiftet med ruskind i en lysende blå farve, der falder godt sammen med det eksisterende altertæppe, håndfanget på prædikestolen fik påsat blå velour, så der kom farvemæssig sammenhæng også her, - alt lignede Jerusalems forstyrrelse til kort før genåbnings- og høstgudstjenesten 15. søndag efter Trinitatis, den 27. september 1992 kl.10.30 i overværelse af biskop Bertil Wiberg og en talrig menighed. Alle var glade og godt tilfredse med det smukke resultat.
Men før renoveringen, hvordan så kirken da ud.

Som tidligere nævnt har bestræbelsen været at give kirken et enkelt og renfærdigt indre, og det har der sådan set været arbejdet på i mange år. Bortset fra at det fugtplagede rums vægge virkede mørkere, stod præstestolen, der nu befinder sig oppe ved orglet, i koret på sydvæggen umiddelbart bag prædikestolen, og går vi tilbage til 1964, hvor en istandsættelse af koret fandt sted, stod den degnestol, der nu også har sin plads i tårnrummet, ligeledes i koret.

Krucifikset over altret hang på nordvæggen, og i stedet var der en tre-firehundrede år gammel altertavle, hvorpå der i 1847 var blevet malet en korsfæstelsesscene i en mørk, brunlig farveskala. Det hele virkede noget bepakket og tungt.
Ned gennem tiderne er der jo jævnligt blevet foretaget reparationer og fornyelser i kirkens indre. Orglet, der oprindeligt hørte til i Kirke Saaby kirke, blev opstillet her i 1978 til erstatning for et ældre astmatisk orgel, og kirkeskibet kom til i 1976.
I 1951 blev der indlagt elvarme i kirken, der hidtil var blevet opvarmet af en kakkelovn, og ved den lejlighed fandt man forøvrigt en gravhvælving i munkesten under koret. I den står en egetræskiste påsat en blyplade med oplysning om, at det var den 21-årige Else Marie Deichmann, der blev begravet her i 1716. I 1930'rne blev den gamle dør af egeplanker og profilerede fyrrebrædder fra omkring 1700 udskiftet.
Går vi tilbage til 1879 blev stolegavlene - der stammer fra 1640-50 - forsynet med nye stolesæder og rygge og alt blev malet med egetræsådring.
I 1856 blev kirken ifølge kaldsbogen for Kirke Saaby/Kisserup "smukt malet og restaureret, samt forsynet med et nyt vindue omtrent for indgangen, hvorved den blev betydeligt lysere end forhen". Hvad der er blevet malet og i hvilke farver, ved vi ikke, men det er fristende at gætte på, at det er inventarets oprindeligt mange livlige farver og guldstafferinger på en grå bund, der er blevet gjort noget ved.
Foruden det midterste vindue forsvinder ved denne tid også tårnrummets sydvindue, så det er altså i et lidt mørkere rum, vi nu bevæger os tilbage i tiden, ser alterskranken forsvinde i 1750, passerer den dag i 1645, hvor kirkeværgen Rasmus Jenssøn Bregentved bliver gravlagt i skibets midtergang under træpladen deroppe imod koret, kommer så til den første del af 1600-tallet, hvor kirken lidt efter lidt tømmes for inventaret vi ser her nu, - den smukt udskårne præstestol i 1640, prædikestolen, som stadigvæk bærer rester af de strålende farver, den har været dekoreret med, i 1630, pengeblokken og altertavlen ved samme tid. Og længere tilbage, sent i 1500-tallet degnestolen og alterbordsforsiden og dåbsfadet og alterstagerne.

Men kik nu igen på kirkerummet og tænk os tilbage til lidt før år 1500. Tårnet er der ikke. Her hvor vi sidder i vestenden og ser op mod altret, gør det jo ikke den store forskel, bortset fra følelsen af at have en mur lige bag os i stedet for buen til tårnrummet. Der har været nogle kalkmalerier på korbuen og i selve koret. Krucifikset hænger muligvis i korbuen, men det er ved denne tid, det er udført, så det forsvinder nok snart.
Gulvet er marksten lagt i flydende mørtel og afrettet med mørtel som slidlag. Det har været stærkt, holdt i masser af år. Da klinkerne og sandet blev fjernet under renoveringen, kunne man endnu se det slidte gulv fra dengang.
Hvorvidt vi i det hele taget har kunnet sidde ned her i 1400-tallet, er nok tvivlsomt. Vi er i katolsk tid og så sent som i 1521 bestemmer Christiern II's kirkelov, at alle stole skal fjernes fra kirken undtagen i koret. Der har muligvis været nogle bænke eller lignende langs væggen for de svagtgående. Hvad der ellers har været af inventar ved vi ikke rigtigt, - jo, døbefonten er her, - den er virkelig gammel.
Men nu bliver vi bare siddende.
Prøv at lade blikket følge hvælvenes buer fra krydset øverst oppe og nedefter, hvor de forener sig med ydermurene. Læg mærke til, at her i kirkens skib forener de sig egentlig slet ikke med murene, - de er muret udenpå det oprindelige murværk.
Fjern så dette påsatte murværk, med basis og buer og hvælv, og vi befinder os i en kirke med bjælkeloft i den første del af 1400-tallet. Loftet ligger en smule under toppen af hvælvene, - lad være med at tro, at bjælken tværs gennem hvælvet lige ved våbenhusdøren er en gammel loftbjælke. Den er simpelthen sat op for at holde sammen på de gamle langmure. Næh, oppe på kirkeloftet kan man se de hele strækbomme (det tømmer, der ligger nederst i en tagkonstruktion) imellem hvælvene og enderne af dem, der måtte afkortes, da hvælvene skulle bygges, og de ligger næsten helt oppe ved toppene.

Men her, hvor vi befinder os i 1400-tallet, ligger de alle i deres fulde længde og er loftbjælker. Væggene er bemalet hele vejen op til loftbrædderne, - vi ved det, for oppe på loftet kan man endnu se farverester på den del, der rager op over hvælvene.
Gennem korbuen ser vi hvælvene i koret. De stammer fra opførelsen, for her vokser buerne ud af væggene. Det er ikke gjort særligt smukt, måske er det udført af egnens altmuligmand, ujævnt og kluntet som det er. Men man har skyndt sig at bemale kapper og buer i hvælvene, så gjorde det ikke så meget. Og da man skulle bygge hvælv i kirkeskibet, fik man fat i folk, der kunne deres kram.

Mens vi nu sidder her og glider baglæns i tiden, forsvinder koret og sammen med det munkestens-alterbordet med relikviegraven under ølandsstenpladen, der har tydelige slidmærker efter kalken, når præsten stillede den tilbage efter at have fremvist den for menigheden.
I stedet for korbuen er der nu en mur, og et par meter foran den er triumfvæggen med triumfbuen, formentlig flankeret af mindre buer til sidealtrene. Lys får vi fra de to vinduer i sydsiden, - det østligste og det vestligste.

Lang tid går der ikke, så forsvinder den vestligste del af kirkerummet. Vi må rykke længere frem for ikke at sidde udenfor kirken.
I sydvæggen, lidt øst for det vestligste vindue, ses konturerne af et par marksten. Dèr stod væggen solidt og godt på nogle store syldsten, - de ligger stadigvæk hernede under gulvet. Der er blevet lidt mørkere i kirken, - de to vinduer forsvandt sammen med vestforlængelsen, men rummet får nu lys fra et næsten to meter højt og 110 cm bredt vindue, - vi kan stadig se det, delvis skjult af de nye hvælv til venstre for det midterste vindue.

Sådan har kirken set ud i godt 100 år, men tilbage i 1200-tallet bliver her endnu mørkere, for så er det store sydvindue væk. På samme plads, tæt oppe under murkronen sidder et blot 20 cm smalt vindue, og præcis overfor i nordvæggen et tilsvarende (det sidder der endnu oppe over hvælvene). Der er også to døre, - norddøren, der stort set er den samme som døren ud til våbenhuset, og en tilsvarende i sydmuren.
Fra dørenes sprækker og gennem de to små vinduer kan dagslyset trænge ind. Men ellers er her levende lys. Det er en sær mystisk og ophøjet stemning, der griber en, når man træder ind på det lerstampede gulv i dette rum, hvor loftet ligger så højt, at man knap kan se det og kun aner genstandenes konturer og væggenes billeder i vokslysenes stille skær.

Døbefonten ser man klart i dagslyset fra døråbningen, når man træder ind. Den står sådan cirka midt imellem de to døre.
Lad os nu gå op i koret og se på den. Det må have været noget af det første, man har anskaffet til kirken, denne romanske granitdøbefont, hugget ud af to stykker granit, - ikke særlig køn, men det er ligegyldigt i sammenligning med den svimlende tanke, at igennem disse århundreder har den været brugt til et af de vigtigste ritualer i kristendommen. Ved at røre ved den får vi næsten fysisk kontakt med dette sogns beboere igennem syv til otte hundrede år.
Der er teorier fremme om, at den ældste del af kirken bestod af det beskrevne langhus plus et smallere kor mod øst, og at dette kor blev nedrevet ved østforlængelsen. Det kan kun bevises eller afvises ved en udgravning af hele gulvet i koret, så jeg har holdt mig til Nationalmuseets oprindelige beskrivelse af kirkens historie.
Undervejs i denne fortælling om Kisserup kirke er tårnet og kirkeloftet blevet nævnt. Man kan godt komme derop, men så skal det aftales med kirkens graver. Det er bestemt ikke noget for gangbesværede, og det er helt på eget ansvar, hvis man begiver sig derop.
Det skal lige nævnes til almindelig orientering, at vi har to klokker, en fra 1832, og en hvorpå der står "omstøbt i 1881". Den kan rumme materiale fra en tidligere revnet og omstøbt og atter revnet klokke, som med lidt velvillig fantasi kan stamme fra en klokke, som Johannes Fincke skænkede kirken i 1693.
Og på kirkeloftet står der stolegavle fra omkring 1575, 1600 og 1640.
For særligt interesserede ligger der i våbenhusets reol et uddrag af Nationalmuseets omtale af kirkens inventar samt litteraturhenvisninger.
Paul Erik Svendsen, november 1994
 

 


 
Gudstjenester:
Gudstjenestetider
Læs udvalgte prædikener
Hvordan forløber en gudstjeneste
Gudstjenestens nadver
Kirkeåret
Fotografering
Klapsalver
Traktement i våbenhuset
Kirkebil
Arrangementer


Dåb og vielse:
Fødsel
Dåb
Vielse
Spørgsmål til præsten

Kontakt

Børn og unge

Fotogalleri

Links
Konfirmander
Konfirmander gennem tiderne
Guldkonfirmander 2012
Konfirmandindskrivning
Konfirmander 2017
Om kirkerne:
Menighedsrådet
Kirke Saaby Kirke
Film om Kirke Saaby kirke
Besøgstal i Kirke Saaby kirke
Kisserup kirke

Film om Kisserup kirke

Besøgstal i Kisserup kirke
 
Kirkegårdene:
Kirke Saaby Kirkegård
Pjece om Kirke Saaby kirkegård - 2017
Kirkegårdsvedtægt
Tillæg til kirkegårdsvedtægt
Pjece om urnegrav i blomsteranlæg
Kisserup Kirkegård
Pjece om Kisserup kirkegård - 2015
Kirkegårdsvedtægt
Tillæg til kirkegårdsvedtægt
Dødsfald
Begravelse/Bisættelse
Priser
           



Præstegården: Bogøvej 1, 4060 Kirke Saaby. tlf 46492117. E-mail
pjs@km.dk 
Kirke Saaby kirke: Placeret lige over for præstegården på Bogøvej - Kisserup kirke: Aggerupvej 13, Kisserup, 4330 Hvalsø