Når dødsfald indtræder:

Hvor henvender vi os?

Når et dødsfald er indtruffet, kontakter man sognepræsten. Sammen med ham taler man om det skete, ligesom man også tilrettelægger den forestående bisættelse/begravelse.
Ligeledes kontaktes bedemanden, med hvem man taler om bl.a. de praktiske ting: Kiste, kørsel etc.
Efter at have talt med sognepræsten og bedemanden kontakter man graveren. I fællesskab med ham finder man et ledigt gravsted.
Graveren henviser herefter til kirkeværgen, som udsteder et gravstedsbrev.

Hvad vælger vi?

Inden man taler med graver og kirkeværge, bør man overveje, hvilken form for gravsted man ønsker. Man kan vælge mellem:
a: gravsted for kistebegravelse
b: gravsted for urne
c: gravsted på de anonymes afdeling

Hvordan vedligeholdes et gravsted?

Har man valgt et gravsted, har man det for urnegravs eller barnegravs vedkommende i 10 år. Er der tale om kistebegravelse, er perioden 30 år. Denne tid kaldes fredningstiden. Gravstedsbrevet fra kirkeværgen dokumenterer dette.
I denne tid skal gravstedet vedligeholdes. En af mulighederne herfor kaldes almindelig vedligeholdelse. Denne kan foretages af de efterladte selv. Men den kan også foretages af kirkens graver mod et årligt vederlag. Såfremt det endvidere ønskes, at graveren foretager grandækning ved vintertid og/eller planter forårs og sommerblomster på gravstedet, betales ligeledes et årligt beløb herfor til menighedsrådet.
Man kan også vælge en såkaldt flerårig vedligeholdelsesaftale. D.v.s. at kirkens graver vedligeholder gravstedet hele fredningsperioden. Beløb til vedligeholdelsen, samt evt. tillæg for grandækning og/eller blomster, indbetales som et engangsbeløb forud.
Dette er den økonomisk mest fordelagtige ordning, hvis man ikke selv vedligeholder gravstedet.
Hertil kommer engangsudgifter i forbindelse med selve begravelsen, erhvervelse samt eventuelt anlæg og beplantning af gravstedet.

Kirkegårdsvedtægten med tillæg indeholder bestemmelser om bl.a. gravstedstyper, fredningstider og vedligeholdelse af gravsteder.

Hvor fås mere information?

Sognepræsten står parat med sjælesorg.
Kirkeværgen oplyser nærmere om priser, vedligeholdelse, gravstedsbreve etc.
Bedemanden sørger for kiste og eventuelt blomster til kisten, kørsel, udfyldning af papirer etc.
Skifteretten afgør arvespørgsmål.
Socialforvaltningen giver råd og vejledning om sociale og økonomisle forhold efter dødsfaldet. De efterladte skal kontakte egen bopælskommune.
Fagforening/arbejdsløshedskasse giver mulig begravelseshjælp, løntilgodehavender, feriepenge m.v.

Den sidste vilje

I mange bøger er vi danskere blevet opfordret til at skrive vor sidste vilje ned. Og gør det endelig! Det er en stor hjælp for ens nærmeste, at man træffer nogle beslutninger, så de ikke, midt i sorgen, også skal spekulere på, hvad der var ens sidste vilje. Man kan skrive, hvorvidt man ønsker en bisættelse eller jordbegravelse. Man kan også lade sine nærmeste vide, hvilket slags gravsted man kunne forestille sig på kirkegården. Måske er man slet ikke til kirkegårde og vil hellere have spredt sin aske ud i en fjord? Det kunne også være en hjælp for familien at vide, om man har nogle ynglings salmer, som kunne blive sunget i kirken.  Det er en god ide, at hjælpe ens efterladte med så meget praktisk som muligt. Læg derfor den sidste vilje et synligt sted, så den er nem at finde, den dag man er død.  De fleste vil helst undgå at tale om døden, og navnlig deres egen død. Men mærkeligt nok kan en samtale om død og begravelse, blive den mest livsbekræftende samtale, man har haft i mange år.

Men der er noget, der er vigtigere end alle de praktiske forhold i forbindelse med ens død. Man bør efterlade sig et åndeligt testamente. Nogle børn, der havde mistet deres mor, fandt et par uger efter begravelsen, hendes sidste vilje. De håbede, at de ville få nogle gode råd til livet. Men den sidste vilje handlede udelukkende om salmer, kister, mindesamværet i forsamlingshuset og hvem der skulle have bogskabet og hvilke smykker der skulle gå til hvem.  Det kunne være en god ide, at skrive et brev, hvor man fortæller, hvad der havde været væsentligt og uvæsentligt i ens liv. Hvad der har givet betydning og fylde. Hvad man havde fortrudt, at man ikke fik gjort.  Brevet behøver ikke at indeholde en masse gode råd. Men det skal være ærligt og kærligt og være med til at give ens nærmeste et mere rigt liv. Hvorfor skal de begå de samme fejl, som man selv gjorde?

Det handler om at forberede sig på sin død. Og det gør man ikke udelukkende ved at skrive sin sidste vilje eller efterlade et åndeligt testamente. Det gør man ved at leve, før man dør. Alt for mange udskyder livet, fordi de regner med, at de kan nå det engang, når de ikke har så travlt. Men ingen ved, hvornår døden indtræder.  Alle mennesker er linedansere, der balancerer på den line, der er spændt mellem liv og død.  Når som helst kan man miste balancen. Den bedste forberedelse til sin død, er derfor at leve, elske, sætte sit liv på spil, turde være til, før det er for sent.  Flere og flere mennesker ligger i dag, hvor snusfornuften er blevet den bærende filosofi i vort samfund, på dødslejet og fortryder mere, hvad de ikke fik gjort end hvad de fik gjort.

Man kan forberede sig på sin død på mange måder. Den bedste er, som nævnt, at leve før man dør. Men man kan også blive en stor hjælp, for de mennesker som man elsker, når de en dag står foran døden. Og hvordan kan man det? Det kan man ved, at være tilstede for sine pårørende inden de blive syge, og ikke blot udsætte samværet til de er blevet alvorlig syge. Det bliver meget nemmere at komme igennem den sidste tid med den man elsker, hvis man først har haft en masse gode perioder.  

Poul Joachim Stender, præst og forfatter